To 15-årige, der går i 9. klasse på en skole i Gundsømagle, blev torsdag overfaldet af en 28-årig mand fra lokalområdet, mens de havde frikvarter.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden blev anholdt på sin bopæl kort efter overfaldet og sigtet for vold, hvorefter han fredag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.
Her blev han idømt en straksdom på 60 dages ubetinget fængsel, oplyser Midt- og Vestsjællands Anklagere på X, tidligere Twitter.
Ifølge politiet havde drengene først råbt efter manden, inden han kravlede over skolens hegn og konfronterede eleverne.
Den ene af eleverne, der lå ned imens, fik et spark i ansigtet, mens en ven, der forsøgte at hjælpe i situationen, fik et knæ i hovedet, mener politiet.
En af eleverne har pådraget sig tandskader som følge af episoden.
/ritzau/











