Socialdemokratiet dumper regeringens politiskoleforløb

    Justitsminister Søren Pind (V) og hele regeringen står til dumpekarakter i sagen om, hvor en kommende ny politiskole skal placeres.

    Sådan lyder det fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, efter at Pind onsdag lod forstå, at regeringen mener, at den nye politiskole skal ligge i Herning.

    Vel at mærke uden at de øvrige partier bag beslutningen om at åbne en ny politiskole var blevet taget i ed.

    Wammen kalder hele forløbet for “farceagtigt”.

    – Man har bedt 32 kommuner om at bruge tid og penge på at komme med forslag til placering. Og nu tyder meget på, at det hele tiden har været regeringens intention, at politiskolen skal placeres i Herning, siger Wammen.

    – Hvis det er tilfældet, har man holdt de her kommuner for nar.

    En række kommuner har foreslået at huse en ny politiskole i eksisterende byggeri. Den mulighed ønsker S stadig at tage i betragtning.

    Det vigtigste er, at der hurtigt kommer gang i uddannelsen af nye betjente, mener Wammen.

    /ritzau/