Mads Mikkelsen-film er udvalgt til oscarkandidat

    Den danske oscar-komité har udvalgt tre film, der skal kæmpe om at blive Danmarks endelige bud på en oscarkandidat.

    Det oplyser Det Danske Filminstitut torsdag.

    Komitéen har vurderet, at det er filmene “Bastarden” af Nikolaj Arcel, “Når befrielsen kommer” af Anders Walter og “Apolonia, Apolonia” af Lea Glob, som har størst chance for at vinde i kategorien Bedste Internationale Film.

    – De tre kandidater har alle det internationale potentiale, der skal til for at komme i spil til en oscarnominering, siger Jacob Neiiendam, chef for Filminstituttets Internationale afdeling og forperson for komitéen i pressemeddelelsen.

    Den endelige kandidat findes den 26. september.

    Hvert land skal indstille én film til en nominering i kategorien Bedste Internationale Film.

    Fire danske film har tidligere vundet en Oscar i den kategori.

    Gabriel Axels “Babettes gæstebud” i 1988, Bille Augusts “Pelle Erobreren” i 1989, Susanne Biers “Hævnen” i 2011 og Thomas Vinterbergs “Druk” i 2021.

    Nomineringerne uddeles den 23. januar næste år, mens prisuddelingen finder sted den 10. marts 2024.