Kong Charles og hans hustru besøger i Frankrig i september

    Storbritanniens kong Charles og hans hustru, dronning Camilla, rejser til Frankrig den 20.-22. september, meddeler det franske præsidentpalads og Buckingham Palace torsdag.

    Besøget skulle have fundet sted i marts, men det blev udsat på grund af uroligheder i Frankrig på grund af en omstridt pensionsreform.

    – Besøget er en ære for Frankrig på et tidspunkt, hvor vort land også er vært for VM i Rugby, hedder det i en pressemeddelelse fra Elysée-palæet i Paris.

    – Besøget er et vidnesbyrd om de dybe historiske bånd, der er mellem vore to lande og vore befolkninger, hedder det videre.

    I meddelelsen fra Buckingham Palace hedder det, at besøget vil “fejre den historie, den kultur og de værdier, som vi deler.”

    Kong Charles besøg i Frankrig tre dage i marts skulle have været hans første statsbesøg i et andet land efter dronning Elizabeths død.

    Men på grund af de værste gadeoptøjer i Frankrig i mange år, som opstod i kølvandet på en pensionsreform, som præsident Emmanuel Macron ville indføre, kom Charles første statsbesøg som monark til at gå til Tyskland.

    På besøget i september vil Charles og Camilla møde præsident Macron og hans hustru Brigitte i Paris. Kongeparret og præsidentparret rejser sammen til Bordeaux i det sydvestlige Frankrig den 22. september.

    Programmet for besøget er i store træk det samme som det, der var planlagt i marts.

    Kong Charles, som taler fransk, og Macron har tidligere mødt hinanden og har også talt sammen i telefon.

    Det franske præsidentpalads nævner, at besøget blandt andet åbner muligheder for, at kong Charles og den franske præsident kan drøfte klima og miljø.

    /ritzau/Reuters