Fifa åbner sag mod spansk fodboldchef efter kys

    Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) åbner en disciplinærsag mod præsidenten for det spanske fodboldforbund, Luis Rubiales.

    Det skriver forbundet på sin hjemmeside.

    Sagen åbnes som følge af Rubiales’ opførsel under fejringen af Spaniens VM-sejr i søndag.

    Efter at Spaniens kvindelandshold vandt VM, kyssede Rubiales spilleren Jennifer Hermoso på munden, da holdet skulle have overrakt guldmedaljerne.

    Hermoso erklærede efterfølgende, at hun ikke brød sig om det. Mandag fordømte flere spanske ministre kysseriet. Og premierministeren har bakket op om kritikken.

    – Det, vi så, var uacceptabelt, har Pedro Sanchéz sagt.

    Mandag aften undskyldte Luis Rubiales for kysset og sin opførsel.

    – Jeg må indrømme, at jeg helt sikkert var gal på den. Det var ikke med onde hensigter, lød det fra Rubiales i en video.

    /ritzau/