Løkke om mulig Prigozjin-død: Vi kan ikke føle nogen lettelse

    Udfordringerne med Rusland og Wagner-gruppen er ikke båret af personer. Derfor forsvinder de heller ikke, hvis det passer, at Wagner-leder Jevgenij Prigozjin er død i et flystyrt.

    Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på et pressemøde torsdag i forbindelse med et regeringsseminar.

    – Jeg tror ikke, at vi kan føle nogen lettelse. At tænke væk var han, og så er det (problemet, red) væk. Problemet er der, og det er systemisk, siger han.

    Russiske myndigheder har bekræftet, at Wagner-lederen var om bord på et fly, der styrtede ned mellem Moskva og Sankt Petersborg onsdag aften.

    Han er endnu ikke officielt blevet erklæret død.

    På pressemødet understreger Lars Løkke Rasmussen også, at det fortsat er småt med informationer.

    – Det er så øjensynligt en ny udvikling, at man ikke bare falder ud ad vinduer og ned ad trapper, siger Løkke.

    /ritzau/