Energimellemhandlere har “spundet guld” på energikrisen, mener Enhedslisten, som vil indføre en ekstra skat på energiselskabers overskud fra 2022.
Det skriver EL i en pressemeddelelse. Udspillet kommer i forbindelse med partiets sommergruppemøde.
Konkret skal den del af energiselskabernes overskud fra 2022, der overstiger 20 procent af det normale overskud, pålægges en særskat på 33 procent, foreslår partiet.
– Enhedslisten mener, at el-spekulanterne, der på bare et år har tjent over 50 milliarder på at spekulere i energikrisen, skal bidrage mere til de danskere, der er blevet hårdest ramt af den selvsamme krise og de højere priser, siger Pelle Dragsted, politisk ordfører for partiet.
Særskatten på de 33 procent for store profitter findes allerede for olieselskaber, men skal altså også omfatte energihandlere.
Pengene skal, mener Enhedslisten, hjælpe folkepensionister og andre mennesker på offentlige ydelser. Partiets foreslår, at offentlige ydelser forhøjes med fem procent i 2024.
/ritzau/











