Trumps advokat overgiver sig til fængsel i sag om valg

    Den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps personlige advokat Rudolph Giuliani har onsdag overgivet sig til myndighederne i et fængsel i Georgia.

    Han er anklaget for at have været med til at forsøge at omgøre resultatet af valget i 2020, som Donald Trump tabte til USA’s nuværende leder, Joe Biden.

    Rudolph Giuliani, selv en tidligere offentlig anklager, nægter anklagerne.

    Hans løsladelse er betinget af en kaution på 150.000 dollar – omkring 1 million kroner.

    – Tiltalen er en travesti. Det her er et angreb på forfatningen, siger han til pressen efter mødet i fængslet.

    Donald Trump, der selv er tiltalt i sagen, har tidligere sagt, at han vil overgive sig til fængslet i Fulton County i Georgia på torsdag.

    Trump har afvist at have gjort noget forkert. I en udtalelse har hans kampagnestab beskyldt tiltalen mod ham for at være politisk motiveret og iværksat af Demokraterne.

    /ritzau/Reuters