En dramatisk hændelse i Pakistan, hvor otte personer tirsdag var fanget i en lift, blev foreviget ved hjælp af et dronekamera.
Det viser en video, som det britiske medie BBC eksklusivt har fået fat i.
Videoen er omkring et minut lang og indledes med at zoome ind på de nødstedte personer i liften. Der var seks børn og to voksne.
Liften har et tag, men er åben i siderne og hænger skævt i luften. Den ser primært ud til at være konstrueret af metal.
To af personerne får indledningsvist øjenkontakt med dronekameraet.
I videoens baggrund kan man se adskillige mennesker, der er stimlet sammen for at overvære den dramatiske episode.
Liften befandt sig næsten 300 meter oppe i luften, da et kabel pludselig gik i stykker midt på turen. Det lykkedes at redde alle otte personer ned fra liften efter en redningsaktion, der tog mere end 12 timer.
/ritzau/











