Erhvervstilliden skuffer fælt i eurozonen, som viser svaghedstegn.
Det viser onsdagens PMI-tal, der er et mål for indkøbschefernes vurdering af den økonomiske situation. Tal under 50 angiver et fald i den økonomiske situation.
Erhvervstilliden i eurozonen falder til 47,0 i august fra 48,6 i juli.
– Det tegner til at blive en mere udfordrende tid for virksomhederne og økonomien i eurozonen.
– Der er ikke decideret tale om katastrofestemning, men det tegner helt klart til at blive en mere udfordrende tid.
Det siger cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre i en skriftlig kommentar.
Tilliden har ellers ligget over 50 i de første fem måneder af 2023, men er siden juni gået under 50 og indikerer nu tilbagegang.
Mere end 50 procent af den danske eksport går til den europæiske økonomi og beskæftiger op mod en halv million danske arbejdspladser.
– Den ringere erhvervstillid er brandærgerlig med danske briller. Såfremt opbremsningen i den europæiske økonomi tager til, kan den ramme den danske eksport og danske arbejdspladser, lyder det fra cheføkonomen.
/ritzau/











