Rusland beskyldes for droneangreb på kornlagre i Ukraine

    Rusland har natten til onsdag anvendt droner til at angribe Ukraines Odesa-region og flere mål ved floden Donau.

    Det oplyser Ukraines militær på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.

    – Fjenden ramte faciliteter, der bruges til opbevaring af korn, og et kompleks til produktion og omskibning i Donau-regionen.

    – En brand brød ud i varehusene og blev hurtigte inddæmmet. Brandfolk arbejder fortsat, skriver militæret onsdag morgen.

    Odesa-regionen ligger i den sydvestlige del af Ukraine ud mod Sortehavet. Storbyen Odesa har en havn, som både før og under krigen i Ukraine har været anvendt til at udskibe korn.

    En kornaftale mellem Rusland og Ukraine sikrede fra sommeren 2022 og cirka et år frem, at fragtskibe kunne sejle til og fra blandt andet Odesa uden at risikere at blive angrebet af Rusland.

    Den aftale har Rusland dog valgt at træde ud af ved ikke at indvilge i en forlængelse af aftalen.

    /ritzau/