Mørke stopper helikopterredning af dinglende kabinelift i Pakistan

    To elever er blevet reddet efter at have siddet fast på en svævebane i en kabinelift, der dingler i næsten 300 meters højde over en dal i Pakistan.

    Det oplyser den lokale embedsmand Shah Fahad ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Fem andre elever og en lærer befinder sig fortsat i liften ifølge nyhedsbureauet.

    Imens er en redningsmission med helikopter blevet midlertidigt indstillet, da mørket har sænket sig over området. Det melder en sikkerhedskilde og flere medier ifølge Reuters sent tirsdag eftermiddag dansk tid.

    Den kritiske situation har stået på i omkring et halvt døgn.

    Der er blevet sat projektørlys op, og redningsoperationen fortsætter dog, oplyser sikkerhedskilden.

    Eksperter er blevet sendt til området, og pakistanske myndigheder vil forsøge at redde børnene én efter én ved at koble en slags mindre lift eller et sæde på kablet. Det siger kilden ifølge Reuters.

    Situationen omkring redningsaktionen beskrives af BBC som omskiftelig, og det er svært at få fakta bekræftet.

    Der var tidligere meldinger om fire reddede børn, men ifølge embedsmanden er der tale om to.

    Tidligere oplyste politibetjenten Muhammad Amjad ifølge det britiske medie, at de første to elever, som blev reddet, er i stabil tilstand.

    Ulykken fandt sted omkring klokken syv tirsdag morgen lokal tid i Battagram. Byen ligger cirka 200 kilometer nord for Pakistans hovedstad, Islamabad.

    Liften bruges normalt til at krydse dalen og fragte folk til en skole i området.

    Tirsdag gik et kabel i stykker midtvejs på turen, og det har udløst en redningsaktion.

    Omkring klokken 12 dansk tid – klokken 15 lokal tid – viste billeder fra området, at en redningsaktion var i fuld gang.

    Ifølge myndighederne er liften gået i stå i omkring 275 meters højde.

    Tidligere på dagen sagde 20-årige Gulfaraz, som befinder sig i kabineliften, over telefon til den pakistanske tv-kanal Geo News, at eleverne er mellem ti og 15 år.

    Han tilføjede, at en af dem var besvimet på grund af varme og af frygt.

    – Vores situation er prekær. For guds skyld, hjælp os, lød det fra Gulfaraz ifølge Reuters.

    Redningsmissionen har været kompliceret på grund af kraftig vind i området.

    Derudover kan helikopternes rotorblade risikere at destabilisere liften yderligere. Det siger Shariq Riaz Khattak fra redningstjenesten til Reuters.

    Ifølge Shariq Riaz Khattak er der tirsdag eftermiddag kun et kabel, som holder liften.

    Reuters skriver, at redningsaktionen bliver vist på pakistansk tv. På stedet har landsbyboere samlet sig for at følge med i udviklingen.

    /ritzau/