DR indfører krav om login på streamingtjeneste i 2024

    I løbet af 2024 bliver det obligatorisk for brugere af DR’s streamingtjeneste, DRTV, at logge ind.

    Ønsker man ikke at logge ind, vil det derfor kun være muligt at bruge DRTV til at se live-tv, og ellers skal man se indholdet på traditionelt tv.

    Det skriver DR i en pressemeddelelse.

    Formålet med ændringen er at forbedre brugeroplevelsen på tjenesten, ved at DRTV bliver mere “personligt relevant”, lyder det.

    – Når man logger ind, får man sin egen forside til DRTV. Der vil både være indhold, alle danskere kan være fælles om, og så vil der være indhold, der er mere personligt relevant for den enkelte, siger Lasse Bastkjær Jensen, der er direktør for Strategi og Brugere i DR, i meddelelsen.

    DR beder til profilerne om navn og e-mailadresse, og det baseres først og fremmest på adfærd fremfor personlige oplysninger, skriver DR.

    Prioriteringen af indhold sker manuelt via redaktører i DR, der løbende overvåger og udvælger indhold.

    Samtidig bruger DR et såkaldt anbefalingssystem, som registrerer, hvilket indhold brugerne kan lide, og så kan anbefale og prioritere i rækkefølgen.

    I takt med at systemet lærer brugeren bedre at kende, vil DRTV over tid på den måde blive mere personligt relevant, lyder det.

    – Jeg er overbevist om, at langt de fleste vil tage det nye login til sig, fordi fordelene er så tydelige. Tag for eksempel den tid, det tager at finde ud af, hvor langt du er nået i et program, som du ikke har set til ende. Med det nye login sker det helt automatisk, ligesom vi er vant til fra andre streamingtjenester, siger Lasse Bastkjær Jensen.

    En husstand kan vælge at nøjes med ét login, hvor alle medlemmer af husstanden kan få en personlig profil under.

    Derudover kan forældre oprette børneprofiler under deres eget login.

    Af meddelelsen fremgår det, at ændringen sker “tidligst i andet kvartal” af 2024, hvilket betegner perioden fra april til juni.

    /ritzau/