26.000 personer er blevet tvunget til at flygte fra en skovbrand på spanske Tenerife, der er den største af De Kanariske Øer.
Det oplyser spanske beredskabstjenester lørdag.
– Foreløbige vurderinger viser, at over 26.000 personer menes at være blevet evakueret, lyder det på det sociale medie X – det tidligere Twitter.
Branden brød ud tirsdag i et bjergrigt område i det nordøstlige Tenerife.
De Kanariske Øers præsident, Fernando Clavijo, har kaldt den for den mest “komplekse” brand, der har ramt De Kanariske Øer i 40 år.
Præsidenten har desuden oplyst, at branden har ødelagt omkring 5000 hektar og har en omkreds på 50 kilometer.
Til sammenligning er den danske ø Fanøs areal på 5600 hektar.
/ritzau/











