Lørdag eftermiddag kan man opleve nogle trafikale udfordringer i København, når årets Prideparade går fra Frederiksberg mod Rådhuspladsen.
Det fortæller Jesper Bangsgaard, som er vicepolitiinspektør hos Københavns Politi.
– Det vil man kunne mærke. Ud over det vil man bemærke, at politiet er meget synlige i gadebilledet særligt omkring ruten og de områder i Indre By, hvor der er mange fester, siger han.
Ifølge vicepolitiinspektøren er lørdagen indtil videre forløbet uden nogle hændelser for politiet, som har relation til Copenhagen Pride.
Københavns Politi skrev fredag på det sociale medie X, at der vil være spærret for krydsende trafik på optogets rute fra klokken 12.45 lørdag til klokken cirka 16.
Paraden er kulminationen på Københavns Pride-uge. Det er en årlig begivenhed for at fejre LGBT+ personer.
/ritzau/











