Bus ramte bygning i Oslo: Ti personer meldes såret

    Ti personer er kommet til skade, efter at en bus er kørt ind i en skole i Oslo. To meldes i kritisk tilstand.

    Det skriver den norske avis VG. Ulykken er sket i området Tøyen.

    Anmeldelsen kom klokken 22.02.

    – Meldingen gik på flere skadede og en fastklemt. Vi er på stedet med syv biler, lyder det fra vagtkommandør i brandvæsnet Eirik Fredriksen ifølge VG.

    Politiet oplyser, at bussen kørte af vejen og ind i skolen. Billeder fra ulykkesstedet viser ifølge avisen, at flere personer blev behandlet på en bakke udenfor bussen.

    Klokken 23.15 bekræftede politiet overfor VG, at ti personer er kommet til skade.

    – Af disse er to i kritisk tilstand, og én er alvorligt skadet. Resten betegnes som lettere skadet, oplyser oprationsleder Bjørn Gunnar Nysæter ifølge avisen.

    Det er uklart, om alle personerne befandt sig inde i bussen, eller om nogen blev ramt af den.

    Gaderne omkring ulykkesstedet er spærret og vil være det resten af natten. Politiet er i gang med at udføre undersøgelser på stedet og skal afhøre vidner.

    Ifølge myndighederne tyder alt på, at der er tale om en ulykke.

    /ritzau/