Matas sætter kursen mod ny rekordomsætning

    Butikskæden Matas ser ud til at ride videre på den rekordbølge, der blev igangsat under coronapandemien.

    I det første kvartal af kædens skæve regnskabsår er omsætningen blevet løftet med 9,2 procent til knap 1,2 milliarder kroner.

    Det viser regnskabet for første kvartal, der dækker perioden fra april til og med juni.

    I de to foregående år har Matas løftet salget til et niveau, der ikke før var set højere.

    Det er særligt kædens onlineforretning, der har løftet forretningsgrundlaget på det seneste. Den er vokset med 26 procent på et år.

    Det er en udvikling, som administrerende Matas-direktør Gregers Wedell-Wedellsborg er tilfreds med.

    – Vi er meget glade for at se vækst på tværs af alle vores kanaler, hvor butikkerne voksede tre procent i kvartalet, siger han i regnskabet.

    – Og vores onlineforretning havde endnu højere momentum.

    /ritzau/