Saudiarabisk klub præsenterer Neymar som ny spiller

    Fodboldklubben Al-Hilal fra Saudi-Arabien har tirsdag præsenteret Neymar i klubbens trøje i en video på sociale medier.

    – Jeg er her i Saudi-Arabien. Jeg er Hilal, lyder det fra den brasilianske stjerne.

    Dermed bliver 31-årige Neymar den seneste i rækken af store fodboldnavne, der har byttet europæiske topligaer ud med den saudiarabiske.

    Han skifter fra Paris Saint-Germain, som han har spillet for siden 2017.

    Dengang blev han den dyreste fodboldspiller i historien, da FC Barcelona fik 222 millioner euro – omkring 1,65 milliarder kroner – i handlen.

    Rekorden står stadig.

    Det var lidt af en bombe, da Cristiano Ronaldo i slutningen af 2022 skiftede Manchester United ud med Al Nassr.

    Men særligt i sommerens transfervindue har fodboldspillere på stribe søgt mod de lukrative kontrakter i Saudi-Arabien.

    Listen over profiler, der har fået kontrakt i golfstaten, tæller blandt andre Ballon d’Or-vinderen Karim Benzema, verdensmesterkollegaen N’Golo Kanté og tidligere Liverpool-general Jordan Henderson.

    I løbet af sommeren har Al-Hilal selv tilknyttet Malcom, Ruben Neves og Kalidou Koulibaly fra væsentligt større ligaer.

    Ifølge adskillige medier må klubben slippe i omegnen af 90 millioner euro for Neymars arbejdskraft. Det svarer til cirka 670 millioner kroner.

    På sin hjemmeside takker PSG Neymar for hans seks år i den franske hovedstad.

    – Det er altid svært at sige farvel til en fantastisk spiller som Neymar, en af de bedste i verden, siger klubpræsident Nasser Al-Khelaifi.

    Neymar tager fra Frankrig med fem franske mesterskaber, men det lykkedes aldrig at opnå klubbens helt store mål, nemlig at vinde Champions League.

    Alligevel har han en stor stjerne i klubben.

    – Jeg vil aldrig glemme den dag, han ankom til Paris Saint-Germain, og hvad han har bidraget med i klubben og i vores projekt over de seneste seks år, lyder det fra Nasser Al-Khelaifi.

    /ritzau/