Dagbladet Børsen har accepteret en bøde på 325.000 kroner for svindel med coronahjælpepakke, som National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, har givet avisen.
Det skriver NSK i pressemeddelelse.
Advokaturchef hos NSK Niels Kjærsgaard siger i pressemeddelelsen, at sagen handler om grænserne for, “hvad en virksomhed aktivt må foretage sig med den ene hånd for at påvirke sine indtægter negativt”, samtidig med at den beder om coronastøtte.
– Børsen har overtrådt denne grænse, og det er baggrunden for straffesagen og bødeforelægget på 325.000 kroner, siger han.
Der er fortsat ikke afgørelse af spørgsmålet om eventuel tiltale mod de tidligere ledende medarbejdere, der medvirkede til svindlen.
/ritzau/











