Toldstyrelsen beslaglægger 15 kilo kokain ved grænsen

    Toldstyrelsen og Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagde mandag 15 kilo kokain og 1000 ecstasypiller ved grænsen.

    Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

    De euforiserende stoffer blev fundet i et køretøj, der blev ført af en 32-årig polsk statsborger.

    Manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg tirsdag.

    Af hensyn til efterforskningen har politiet ikke yderligere kommentarer til sagen, lyder det.

    Sidste år beslaglagde politiet lidt over 350 kilo kokain i alt. I 2021 lød mængden på knap 400 kilo.

    Det viser tal fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

    For ecstasypiller gælder det, at politiet sidste år fik fat i over 28.000. Det er en voldsom stigning fra året før, hvor mængden kun var lidt over 6000.

    /ritzau/