Minister: Kunstig intelligens skal løse personalemangel på hospitaler

    Kunstig intelligens skal fremover være med til at afhjælpe manglen på sundhedspersonale.

    Derfor vil regeringen afsætte en pulje på 500 millioner kroner til området. Pengene skal dog også gå til mere pleje i eget hjem.

    Det siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Berlingske.

    – Hvis vi ikke ser teknologi som en af de vigtigste veje til at robustgøre vores sundhedsvæsen, så får patienterne en dårligere behandling, og medarbejderne kommer til at drukne i patienter, siger hun til avisen.

    Meldingen kommer, efter læger på Sjællands Universitetshospital i Køge har haft stor succes med brugen af kunstig intelligens i forbindelse med kræftbehandling.

    Her er en supercomputer kommet med konkrete forslag til behandlingsforløb ud fra tusindvis af datapunkter, skriver Berlingske.

    Det har resulteret i, at kun en ud af 112 patienter er blevet genindlagt. Normalt ville det ifølge Berlingske være 10-12.

    Også indlæggelsestiden for særligt skrøbelige patienter er blevet halveret, skriver avisen.

    Supercomputeren rummer anonymiserede sundhedsdata fra 76.000 danske patienter, der de sidste ti år er blevet opereret for tyk- eller endetarmskræft.

    Den data kombineres med oplysninger fra de nye patienter. Det kan være alder, køn, almen sundhedstilstand, eller andre sygdomme eller risikofaktorer.

    Computeren kommer ud fra de oplysninger med behandlingsforslag og hejser advarselsflag, hvis der er forhold, der skal tages ekstra højde for.

    /ritzau/