Elselskab dykker på børs efter anklage om rolle i brand på Hawaii

    Forsyningsselskabet Hawaiian Electric Industries falder mandag godt 40 procent på børsen i New York.

    Det sker efter bekymringer om, at forsyningsselskabets elnet bærer en del af ansvaret for de voldsomme skovbrande på den hawaiianske ø Maui.

    Det skriver MarketWire.

    Hawaiian Electric Industries leverer elektricitet til Maui.

    Indtil videre er 96 personer bekræftet døde som følge af brandene. Det gør det til den dødeligste skovbrand i USA i over 100 år.

    Selskabet er blevet anklaget for ikke at slå forsyninger fra, på trods af at meteorologer havde advaret om, at tør og kraftig vind kunne skabe kritiske brandforhold.

    Det skriver det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg.

    Myndighederne på Hawaii har endnu ikke slået fast, hvad der har startet skovbrandene.

    Den øverste anklager i delstaten har åbnet en undersøgelse, der skal klarlægge myndighedernes håndtering op til, under og efter brandene brød ud.

    /ritzau/