Mindst 36 personer frygtes omkommet i det nordlige Myanmar, efter de er blevet skyllet ud i en sø under et stort jordskred.
Det skete ved en mine, hvor der udvindes jade.
Det oplyser en redningsarbejder og en lokal journalist til nyhedsbureauet Reuters.
Ulykken skete søndag i den fjerntliggende by Hpakant, som er centrum for Myanmars jadeindustri.
Her sætter lykkeriddere deres liv på spil ved at grave i den ustabile jord efter små stykker jade, der blandt andet indgår i smykker.
Jorden er ustabil, fordi mineselskaber allerede har gravet i området efter den grønne sten.
Flere end 100 redningsfolk leder efter overlevende, oplyser et medlem af redningstjenesten over telefonen. Der er fundet otte tilskadekomne, som er sendt på hospital.
– Vi har ikke fundet nogen døde endnu, men vi leder stadig, siger han.
Den lokale journalist Tar Lin Maung citerer øjenvidner for at oplyse, at den store jord- og affaldsbunke, som kollapsede søndag, var 150 meter høj.
– Der er ingen chance for, at de vil overleve i den mudrede sø, siger han.
/ritzau/











