Bispebjerg Hospital har fået stjålet en større mængde medicin

    En større mængde af forskellige former for medicin, der ved indtagelse i store mængder kan være dødelige, er blevet stjålet fra Bispebjerg Hospital i København.

    Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter.

    Der er blandt andet tale om tabletter og plastre, der indeholder eksempelvis morfin, metadon og fentanyl.

    Alle tre former anvendes som et smertestillende middel.

    Politiet advarer mod den potentielt farlige medicin, der kan være i omløb, lyder det.

    Indbruddet har fundet sted enten søndag eller natten til mandag.

    Der opfordres til, at man kontakter politiet på 114, hvis man har oplysninger om indbruddet, eller er kommet i besiddelse af medicinen.

    /ritzau/