Investorer verden over synes ikke at være blevet skræmt over udsigten til Donald Trump i Det Hvide Hus i Washington.
Torsdag morgen lokal tid stiger aktierne på det toneangivende Nikkei 225-indeks i Japan med over fem procent. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Stigningen skal ses i lyset af, at selvsamme indeks faldt 5,4 procent onsdag, efter at det stod mere og mere klart, at Donald Trump ville vinde præsidentvalget i USA.
I Australien stiger det ledende ASX 200-indeks torsdag formiddag med over tre procent efter på et fald på 1,9 procent onsdag.
I USA var stemningen på Wall Street onsdag heller ikke præget af Trump-panik. Dow Jones-indekset lukkede således med 1,4 procents stigning.
– Set fra et markedsperspektiv er de risici, som Trump udbasunerede under valgkampen, allerede ved at fordufte, siger markedsstrateg Evan Lukas fra finanshuset IG til nyhedsbureauet dpa.
Den amerikanske dollar får torsdag også et comeback i forhold til den japanske yen og euroen.
/ritzau/











