Barcelonas træner frustreret over dommer i Getafe-drama

    FC Barcelonas træner Xavi var tydeligt frustreret, da han talte med pressen efter en 0-0-kamp mod Getafe søndag.

    Her fik storklubben en dårlig start på den spanske liga, da det ikke lykkedes at få bolden i mål.

    – Vi havde chancer, men det lykkedes os ikke at udnytte dem, siger træneren til mediet DAZN ifølge Reuters.

    Dommeren var under kampen på hårdt arbejde.

    Barcelonas Raphinha fik det røde kort, mens Getafes Jaime Mata fik sit andet gule kort og dermed rødt for en hård tackling.

    Også Xavi selv fik rødt kort for at brokke sig.

    – Det var dommeren, der fik det til at eskalere så meget. Det er, hvad det er, siger han.

    Træneren er trods alt positiv over, at det lykkedes holdet at komme igennem med ti mand.

    – Sidste år startede vi på samme måde, og se hvor vi endte. Jeg er glad, fordi vi spillede godt med ti mænd, siger Xavi med henvisning til titlen som spanske mestre.

    Det er tredje sæson i træk, at Barcelonas udekamp mod Getafe slutter 0-0.

    Andreas Christensen startede inde i Barcelonas midterforsvar, men blev skiftet ud i pausen.

    /ritzau/