Mineryddere har opdaget mere end 2000 eksplosiver, herunder 1000 M79-granater, under en skole i Cambodja. Det oplyser myndighederne onsdag.
Eksplosiverne stammer fra borgerkrigen i landet, der brød ud i 1960’erne.
Fundet blev gjort i forbindelse med anlægningen af en have.
– Skolen er midlertidig lukket, siger Heng Ratana, der er direktør ved landets myndighed for minerydning.
Landet er blandt de lande i verden med flest miner.
Billeder viser, hvordan de opgravede eksplosiver er rustet og ligger i stakke.
– Det er enormt heldigt for eleverne. Disse eksplosiver kan nemt eksplodere, hvis nogen havde gravet i jorden og ramt dem, siger Heng Ratana.
Grunden, som skolen ligger på, var under krigen militært område, tilføjer han.
Derfor er forventningen også, at mere vil dukke op, hvis hele arealet ryddes.
Cambodjas borgerkrig varede indtil 1975.
/ritzau/AFP











