Tusindvis af patienter mangler kritisk medicin – problem vokser

    Antallet af sager om mangel på medicin er på det højeste niveau i årevis.

    Det skriver Berlingske på baggrund af en ny opgørelse fra Lægemiddelstyrelsen.

    Her fremgår det, at der i gennemsnit er blevet indberettet 108 sager om mangel på medicin – også kaldt forsyningssager – om måneden i 2023.

    Det toppede i marts, hvor der var 143 indberetninger. I februar var der 114.

    Berlingske skriver ikke, hvilket år antallet af sager om mangel på medicin senest var så højt.

    I 2020 toppede antallet af forsyningssager efter coronapandemiens udbrud med henholdsvis 101 og 98 sager i april og maj.

    Ifølge Berlingske fremgår det af en orientering fra Lægemiddelstyrelsen til Nationalt Råd for Forsyningssikkerhed, at flere af forsyningsvanskelighederne er “kritiske og længerevarende”.

    /ritzau/