Dele af et højhus er kollapset og 15 biler beskadiget under et formodet droneangreb mod den russiske by Belgorod hen under aften søndag.
Det oplyser guvernøren i Belgorod-regionen, Vjatsjeslav Gladkov, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
– Ifølge de foreløbige data, er facadebelægningen fra den 7. til den 13. etage kollapset i Jesinin-gaden 9 klokken 17.43 Moskvatid. Cirka 15 biler blev også beskadiget, skriver han på beskedtjenesten Telegram.
– Ifølge de foreløbige meldinger skyldtes skaderne et ubemandet luftfartøj, beretter Gladkov.
Rusland meddelte tidligere på dagen, at Ukraine natten til søndag angreb Belgorod med droner. De blev skudt ned af det russiske luftforsvar, hed det.
/ritzau/











