Fodboldtræneren Roberto Mancini har uventet sagt op som Italiens landstræner.
Det skriver Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) på sin hjemmeside søndag eftermiddag.
Forbundet modtog opsigelsen sent lørdag aften.
Den 58-årige italiener har stået i spidsen for landsholdet siden maj 2018. Derfor var det også med Mancini på sidelinjen, at Italien i 2021 blev europamester.
Efterfølgende formåede han dog ikke at få kvalificeret Italien til sidste års VM i Qatar.
Hans sidste landskampe blev Nations League-finalestævnet i juni.
Om en måned spiller Italien EM-kvalifikationskampe, og det har sat forbundet under tidspres. Der kommer dog snart en ny landstræner, beroliger FIGC.
– Af hensyn til de kommende EM-kvalifikationskampe mod Nordmakedonien og Ukraine vil FIGC offentliggøre den nye landstræner i løbet af et par dage, lyder det fra forbundet.
Roberto Mancini har tidligere været cheftræner for Fiorentina, Lazio, Inter, Manchester City, Galatasaray og Zenit.
/ritzau/











