Rusland beskylder Ukraine for endnu et fejlslagent droneangreb

    Ruslands luftforsvarssystemer har natten til søndag skudt en drone ned over Belgorod-regionen i det sydlige Rusland.

    Det oplyser Ruslands forsvarsministerium ifølge Reuters.

    Ifølge ministeriet er det Ukraine, der har sendt dronen ind over Rusland.

    – Der er ingen tilskadekomne og ingen ødelæggelser, står der i en udtalelse, som er udsendt af Ruslands forsvarsministerium på beskedtjenesten Telegram.

    Det fremgår videre, at dronen blev skudt ned omkring klokken 04 lokal tid.

    Reuters har ikke kunnet få oplysningerne om hændelsen bekræftet af uafhængige kilder.

    Det sker med jævne mellemrum, at Rusland beskylder Ukraine for at sende droner inde over russisk territorium.

    Så sent som natten til lørdag forlød det, at Ukraine havde forsøgt at angribe Krim-halvøen med 20 droner. Alle droner blev dog enten skudt ned eller “neutraliseret” ved hjælp af elektronisk udstyr.

    Krim-halvøen blev annekteret af Rusland, efter at landet indtog den ukrainske halvø i 2014.

    /ritzau/