54 ejendomme i den norske kommune Ringerike har lørdag fået besked om at evakuere.
Det skriver NRK ifølge nyhedsbureauet NTB.
Boligerne ligger i et område ved Tyriforden og ved den nedre del af Storelva-floden.
– Vi gør det fordi, Tyrifjorden stiger og derfor kommer flere huse i fare, siger Magnus Nilholm, så er beredskabsleder i Ringerike kommune til NRK.
Ifølge Magnus Nilholm er vandstanden i Tyrifjorden nu på rødt niveau. Målinger viser ifølge NRK, at vandstanden er omkring to meter højere på nuværende tidspunkt end for en måned siden.
– Prognoserne siger, at vandmængden er stabil med tanke på vores elve, men at den stiger i Tyrifjorden.
Evakueringsvarslen er blevet sendt via sms, skriver NRK, og derudover går kommunalt mandskab fra dør til dør i området og opfordrer alle, der har mulighed for det, til at finde privat indkvartering.
For dem, der ikke har muligheden for det, bliver hotellet Sundvolden Hotel kontaktet.
– Vi har gennemgået områderne sammen med politiet og vurderer situationen løbende, siger beredskabslederen.
Fredag oplyste Espen Swang, som er Røde Kors-leder for Ringerike Kommune og Hole Kommune, der begge ligger i det sydøstlige Norge, at der fra onsdag til fredag var blevet evakueret i alt 2000 i de to kommuner.
Det sker som konsekvens af stormen Hans, der flere steder har skabt jordskred og oversvømmelser.
Torsdag lød det samlede antal af evakuerede i hele landet på knap 4000.
/ritzau/











