Svindeltiltalt kryptobaron fængslet for vidnemanipulation

    Sam Bankman-Fried, den svindeltiltalte stifter af kryptobørsen FTX, skal tilbage i fængsel. Det sker, efter at en dommer har vurderet, at han har forsøgt at manipulere med vidner i den store sag mod ham.

    Den 31-årige kryptobaron blev løsladt mod kaution, efter at han nægtede sig skyldig i en lang række tiltalepunkter i forbindelse med FTX’ kollaps.

    Anklagerne lyder blandt andet på svindel, sammensværgelse for at hvidvaske penge og brud på reglerne om finansiering af politiske kampagner.

    Dommeren i sagen, Lewis Kaplan, begrunder varetægtsfængslingen med, at der er “begrundet mistanke om, at den tiltalte har begået den føderale forbrydelse at forsøge på vidnemanipulation”.

    – Der er ingen betingelse eller kombinationer af betingelser, som kan sikre, at den tiltalte ikke vil udgøre en fare for andre mennesker eller samfundets sikkerhed, skriver Lewis Kaplan i kendelsen.

    /ritzau/AFP