Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fredag fyret alle regionale militærledere i de ukrainske rekrutteringscentre.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De er fyret på grund af bekymringer om mulig korruption.
– Det her system skal drives af folk, der ved, præcis hvad krig er, og ved, hvorfor kynisme og bestikkelse under krig er forræderi, siger Zelenskyj.
Regeringen i Ukraine har gjort bekæmpelse af korruption til en topprioritet under krigen mod Rusland, der snart har stået på i halvandet år.
Ifølge Zelenskyj er det den ukrainske topgeneral Valerij Zaluzjnyj, der bliver ansvarlig for at få implementeret fyringerne.
Nye kandidater skal godkendes af den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU.
/ritzau/











