Danske feriehuse fastholder stædigt populariteten efter rekordår

    Det ser ud til at blive endnu et brandvarmt år for danske feriehusudlejere.

    I løbet af årets første seks måneder var der cirka 8,4 millioner overnatninger i danske feriehuse.

    Det er kun overgået af rekordåret 2022, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

    Ifølge Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, er det særligt takket være tyske turister, at populariteten fastholdes.

    – Den høje efterspørgsel, som har kendetegnet feriehusudlejningen igennem en længere periode, fortsætter altså med uformindsket styrke denne sommer, skriver han i en kommentar.

    Til sammenligning var der godt 7,3 millioner overnatninger i danske feriehuse i den første halvdel af 2019 – altså inden coronapandemien gjorde sit indtog.

    – De stærke tal er flotte. Særligt set i lyset af, at både danske og udenlandske gæster har fået deres købekraft markant decimeret med den høje inflation, skriver Brian Friis Helmer.

    /ritzau/