Colombianere tilbageholdt efter ecuadoriansk præsidentkandidats drab

    Seks colombianere er blevet tilbageholdt i forbindelse med drabet på den ecuadorianske præsidentkandidat Fernando Villavicencio.

    Det oplyser politiet i Ecuador torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    En syvende mistænkt, som døde af sine skader efter en skudveksling med politiet, var også colombianer.

    Fernando Villavicencio blev skudt og dræbt ved et kampagnearrangement i Ecuadors hovedstad, Quito, onsdag lokal tid.

    Videoer på sociale medier, der angiveligt er fra kampagnearrangementet, viser folk, der søger dækning, mens der kan høres skud.

    Drabet fandt sted mindre end to uger før valgdagen.

    /ritzau/