76-årig mand omkommet i brand i villa

    En 76-årig mand er torsdag aften død i en brand nær Præstø på Sjælland.

    Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

    Politiet fik anmeldelsen klokken 17.42 og kørte sammen med brandvæsnet til et hus på Mønvej, som ligger et stykke syd for Præstø.

    – Brandvæsnet hiver en person ud, som man forsøger at redde med hjerte- lungeredning. Det er desværre ikke muligt, og han afgår ved døden, siger Jakob Jensen, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

    Politiet formoder, at der er tale om husets beboer. Hans pårørende er blevet underrettet.

    Der var ikke andre i huset, som den 76-årige boede alene i.

    Brandvæsnet er torsdag aften færdige på stedet, fortæller Jakob Jensen. Det står endnu ikke klart, hvordan branden er opstået.

    – Vi kan ikke sige noget om det endnu, men det er selvfølgelig noget, der skal undersøges nærmere, siger vagtchefen.

    Branden blev anmeldt af en forbipasserende.

    /ritzau/