Servicekoncernen ISS opjusterer sine forventninger til organisk vækst.
Det oplyser virksomheden, efter at den onsdag har offentliggjort sit halvårsregnskab.
ISS venter en organisk vækst på mellem syv og ni procent. Før lød forventningen på mellem seks og otte procent.
Organisk vækst betyder, at udviklingen ikke kommer fra et opkøb eller en fusion. Den organiske vækst kommer altså fra, at der sælges mere af virksomhedens produkter eller tjenester eller til højere priser.
Ifølge virksomhedens administrerende direktør, Jacob Aarup-Andersen, skyldes udviklingen blandt andet, at mange kunder fastholdes.
– Vi har vundet nye kunder inden for vores prioriterede områder, kundeengagementet forbedres, og vores fastholdelse er den højeste i virksomhedens mere end 120 år lange historie, siger topchefen i en pressemeddelelse.
ISS har også onsdag annonceret, at man vil frasælge størstedelen af virksomhedens franske aktiviteter. Det skyldes, at forretningen ikke har leveret tilfredsstillende resultater.
Fremover vil ISS i Frankrig udelukkende fokusere på nøglekunder.
I forbindelse med intentionen om at sælge har ISS nedskrevet sin goodwill med 937 millioner kroner. Aktiver er også blevet nedskrevet for 320 millioner.
Det giver samlet en nedskrivning på over en milliard.
Det rammer virksomhedens indtjening i første halvår. Resultatet efter skat viser således et underskud på 555 millioner kroner.
Bundlinjen er værre, end analytikere havde forventet. Det skriver finansmediet Marketwire.
Analytikerne ventede nemlig et overskud på knap halvanden milliarder.
Sidste år havde ISS et overskud i første halvår på 919 millioner kroner.
Servicevirksomheden, der har 350.000 ansatte på verdensplan, tilbyder blandt andet rengøring og vagtløsninger. Koncernens samlede overskud i 2022 lød på 2,1 milliarder kroner.
/ritzau/