Anmeldelser af skader stiger fortsat efter uvejr

    Antallet af anmeldelser i forbindelse med de seneste par dages uvejr er onsdag eftermiddag omkring 2000.

    Det oplyser de fire store forsikringsselskaber Tryg, Topdanmark, Gjensidige og Alm. Brand.

    Tryg Forsikring, inklusiv Alka Forsikring, har fået flest anmeldelser fra Nordsjælland, Nordjylland og Bornholm.

    – Størstedelen af dem (anmeldelserne red.) er skybrudsskader eller skader, der er relateret til store regnmængder. Men vi har modtaget næsten lige så mange anmeldelser om stormskader, siger skadechef Charlotte Dietzer i en skriftlig kommentar til Ritzau.

    Tryg og Alka har 750 skader, der fordeler sig nogenlunde ligeligt, men med en lille overvægt i skybrudsskader.

    Det er særligt danskernes hjem, der har lidt under store mængder vand og blæst i trætoppe.

    Hos Topdanmark er der kommet 650 skadeanmeldelser. Her er 72 procent af anmeldelserne fra private kunder med en hus- eller fritidshusforsikring.

    Ifølge Helene Ibsen, boligchef i Topdanmark, har der været flere anmeldelser om vand i kældrene, ødelagte tage og utætte tage.

    Her er næsten halvdelen af de anmeldte skader fra region Hovedstaden, der sammen med regionerne Sjælland og Nordjylland står for størstedelen af de anmeldte skader.

    Siden tirsdag morgen er anmeldelserne væltet ind hos forsikringsselskabet Alm. Brand. Antallet af skader er løbet op til 525 fra tirsdagens 200.

    Hos Alm. Brand er forventningen, at tallet de næste par dage vil stige en smule.

    Gjensidige har modtaget knapt 100 skadesanmeldelser, som primært har omhandlet skybrudsskader fra Bornholm og Nordsjælland.

    Danmarks Meteorologiske Institut skriver onsdag, at efterårsvejret “spiller sin sidste melodi for denne gang”.

    /ritzau/