Højere risiko for smitte med rottesygdom efter våd sommer

    Den ekstremt våde sommer betyder, at man skal være ekstra opmærksom på smittefare fra sygdommen Weils syge, også kaldet rottesyge.

    Sådan lyder det fra Mette Møller Nielsen, der er chef for Arbejdsmiljø Byggeri i Dansk Industri.

    Man kan blive smittet med rottesyge gennem kloakvand, åer og vandløb, som indeholder bakterier, der udskilles gennem urinen, fra inficerede gnavere – eksempelvis rotter.

    Det forklarer Lars Østergaard, der er professor og ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital.

    – Hvis man sluger det inficerede vand eller på anden vis får vandet ind i kroppen, kan man blive smittet, forklarer han.

    Det er især personer, der arbejder i kloakker og vandløb, der er udsat for smitte, siger Lars Østergaard.

    Men på grund af de mange skybrud i løbet af sommeren, der har fået vandet i kloakkerne til at stige op i mange kældre, er privatpersoner også i risiko for at blive smittet med rottesygdommen, lyder det.

    Personer, der er ansat i skadeservicevirksomheder, som skal gøre rent efter kloakvand i kældrene, er også i højere risiko for at blive smittet.

    – De er ofte ikke vant til at håndtere kloakvand og kender derfor ikke risikoen forbundet med det, siger Mette Møller Nielsen.

    De typiske symptomer på sygdommen minder om influenza, lyder det fra Lars Østergaard, der er professor og ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital.

    – De mere alvorlige symptomer er røde eller gullige øjne, nedsat nyrefunktion og åndedrætsbesvær, siger han og tilføjer:

    – Sygdommen kan i værste fald blive livstruende, hvis infektionen bliver så alvorlig, at den påvirker nyrerne, lungerne og musklerne, siger han.

    Han understreger, at der er meget få danskere, der har mistet livet som følge af sygdommen.

    /ritzau/

    /ritzau/