To mænd anholdt for organiseret salg af 1,6 ton hash

    I en sag om organiseret handel med hash i Nørrebroparken i København er to mænd anholdt. De er sigtet for salg af 1,6 ton hash.

    Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der står bag anholdelserne, i en pressemeddelelse.

    Den ene er en 41-årig mand, som tirsdag aften var på vej ud af landet via Københavns Lufthavn.

    Han var blandt andet i besiddelse af 30.000 euro i kontanter, da politiet fangede ham. Det svarer til mere end 200.000 kroner.

    Den anden er en 47-årig mand. Han er blevet anholdt i Vestre Fængsel onsdag eftermiddag, hvor han afsoner en anden dom.

    Salget skal have fundet sted i en periode fra januar 2019 til december 2021.

    De to mænd fremstilles i grundlovsforhør i København senere onsdag eftermiddag.

    NSK er en landsdækkende specialenhed i dansk politi.

    Enheden håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om eksempelvis økonomisk kriminalitet og organiseret kriminalitet.

    De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for organiseret hvidvask, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling, skriver NSK om sig selv.

    /ritzau/