Grundfos udtrykker usikkerhed om frasalg i Rusland

    Der er opstået usikkerhed om salget af Grundfos’ aktiviteter i Rusland.

    Over syv måneder efter, at et salg til den lokale ledelse blev annonceret, afventer pumpeselskabet stadig en godkendelse fra de russiske myndigheder.

    Det udtaler Maria Andrén, kommunikationschef i Grundfos, til Berlingske.

    – Vi følger situationen i Rusland tæt, og vi erkender, at der er risiko for, at vi ikke kan gennemføre frasalget som aftalt. På nuværende tidspunkt har vi ingen yderligere kommentarer, skriver hun til mediet.

    Det er uklart, hvorvidt det betyder, at Grundfos ser en risiko for, at frasalget slet ikke kan gennemføres.

    Ritzau har været i kontakt med Maria Andrén, som ikke ønsker at uddybe kommentaren. Hun henviser til, at det er en følsom sag.

    Handlen blev offentliggjort i slutningen af sidste år. Her lød det, at Grundfos forventede, at den kunne blive gennemført i slutningen af første kvartal.

    Selskabet oplyste allerede i august, at det ville trække sig fuldstændig fra Rusland og Belarus. Det skyldtes Ruslands invasion af Ukraine.

    I midten af juli overtog den russiske stat kontrollen over Carlsbergs russiske bryggeri, Baltika Breweries.

    Det skete som følge af et dekret underskrevet af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

    Siden er der blevet indsat en midlertidig russisk ledelse, og Carlsberg har bekræftet, at det ikke længere har kontrol over den del af forretningen.

    Det skete, efter Carlsberg meddelte, at der var underskrevet en salgsaftale.

    Også andre danske virksomheder som eksempelvis Flügger, Danfoss, Pindstrup Mosebrug og Hartmann har udtrykt et ønske om at sælge alle aktiviteter i Rusland.

    Ingen af dem har ønsket at udtale sig til Berlingske på nuværende tidspunkt.

    Grundfos har hovedkontor i Bjerringbro i Midtjylland. Selskabet producerer pumper og pumpeløsninger til eksempelvis varme- og airconditionanlæg.

    I forbindelse med årsregnskabet for 2022 havde selskabet en nedskrivning på omkring 850 millioner kroner i forbindelse med selskabets exit fra Rusland og Belarus.

    Alligevel endte Grundfos året med et overskud på to milliarder kroner efter skat.

    /ritzau/