Både tilhængere af FC København og tjekkiske Sparta Prag var mødt op med tandbeskyttere og hætter inden opgøret mellem de to hold tirsdag aften.
Det oplyser vicepolitiinspektør hos Københavns Politi Michael Vibe Kragh i et skriftligt svar onsdag middag.
– Før kampen tilbageholdt vi 38 tjekkiske tilhængere, da der var opstået et slagsmål mellem dem og nogle FCK-tilhængere.
– De var tydeligt forberedt på slagsmål, da begge parter havde tandbeskyttere på og hætter, som kunne trækkes ned over ansigtet, siger han.
Slagsmålet skete forud for de to klubbers møde i Champions League-kvalifikationen.
Efter kampen valgte politiet at holde de tjekkiske fans på stadion i en periode for at undgå yderligere sammenstød mellem de to grupperinger, lyder det videre.
De 38 tjekkiske tilhængere blev tilbageholdt i medfør af politiloven. Den giver politiet beføjelse til at frihedsberøve borgere i op til seks timer for at forebygge lovovertrædelser.
Senere tirsdag aften fik tjekkerne lov til at forlade stadion. Yderligere ballade udeblev derfor, oplyser Københavns Politi.
/ritzau/