Der er brug for hjælp fra hele samfundet, hvis Norge skal komme igennem de seneste dages uvejr uden store konsekvenser.
Det siger Aud Hov, der er politisk leder i en af landets fylkeskommuner.
– Vi står i en krisesituation af nationale dimensioner.
– Folk er blevet isoleret i flere lokalsamfund, og nødberedskabet risikerer at ikke kunne komme frem til folk, der har brug for hjælp, lyder det.
Aud Hov anser onsdag for en skæbnedag i Norge.
– Vi har brug for hjælp fra hele samfundet. Dagen i dag er afgørende for, om det her kommer til at gå godt eller ej, siger hun i en pressemeddelelse.
Aud Hov står i spidsen for Innlandet fylkeskommune, der ligger umiddelbart nord for Oslo og grænser op til Sverige mod øst.
Der er 11 fylkeskommuner i Norge. De fungerer som en slags regioner med delvist selvstyre. De kan sammenlignes med de tidligere danske amter.
/ritzau/NTB