Person er i kritisk tilstand efter sammenstød med lastbil

    Onsdag morgen har en personbil og en lastbil været involveret i en alvorlig ulykke ved Thyborøn i det nordlige Vestjylland.

    Det oplyser Andreas Bang Andersen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

    To mænd befandt sig i personbilen, da ulykken indtraf. Den ene er i kritisk tilstand og skal flyves med helikopter til nærmeste hospital.

    På Thyborønvej ved Harboøre Tange, hvor ulykken er sket, har trafikken været helt spærret.

    Men omkring klokken 10.20 vil der være delvist åbnet for gennemkørsel. Der kan dog være kø, advarer politiet.

    Det skyldes blandt andet redningspersonale, og at en bilinspektør har brug for tid og plads til at undersøge ulykken.

    Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

    Tidligt onsdag formiddag har politiet endnu ikke et overblik over ulykkens omstændigheder.

    /ritzau/