Kina er ramt af deflation efter prisfald i juli

    Mens store dele af verden efterhånden er blevet vant til usædvanligt høje inflationsniveauer, står Kina i en helt anden situation.

    Her kan man konstatere, at markedet er ramt af deflation. Med andre ord falder priserne på varerne i de kinesiske butikker.

    Sammenlignet med juli sidste år var forbrugerpriserne i Kina 0,3 procent lavere i juli år, viser tal fra Det Nationale Statistikbureau i Kina ifølge Reuters.

    Der er dermed tale om en deflation på 0,3 procent.

    Det er første gang siden februar 2021, at der er prisfald på varerne i Kina.

    Dog er det ikke helt uventet, at det er den vej, det går på det kinesiske marked. Således stod Kina på kanten af deflation allerede i juni.

    Her var forbrugerpriserne uændrede sammenlignet med samme måned året forinden. Og i maj registrerede Kina en minimal stigning i forbrugerpriserne på 0,2 procent over 12 måneder.

    Deflation en udvikling, hvor forbrugerpriserne i et land falder.

    Hvis det varer ved i en længere periode, er det et problem for økonomien, fordi det kan få forbrugerne til at holde igen med pengene i forventning om, at de kan få mere for pengene på et senere tidspunkt.

    Deflation kan således være et tegn på økonomisk tilbagegang.

    /ritzau/