Lille passagerfremgang til SAS i juli – analytiker kalder det godt nyt

    Antallet af rejsende, der steg om bord på et SAS-fly, steg marginalt fra juni til juli.

    I juli var antallet af passagerer 2,4 millioner, hvilket svarer til antallet i juni. Bag tallene ligger en stigning på 29.000 passagerer.

    Det fremgår af passagertal for juli, som SAS har offentliggjort mandag.

    – Sommersæsonen fortsatte med endnu en travl måned for SAS. 2,4 millioner passagerer rejste med SAS i juli, det er det højeste passagertal siden før pandemien, siger SAS-topchefen Anko van der Werff i en pressemeddelelse.

    Sammenlignet med juli sidste år er antallet af passagerer steget med 82 procent. I 2022 var passagertallet dog negativt påvirket af en strejke blandt selskabets piloter. Det skriver SAS i meddelelsen.

    Selv om passagertallet kun steg en smule fra juni til juli, vidner tallene om en pæn fremgang på indtægtssiden.

    Det forklarer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank med særligt fokus på blandt andet luftfartsbranchen.

    – Det ser ud til, at SAS for første gang har højere indtægter i en måned sammenlignet med før corona. Det er godt nyt og et spring fremad, siger han.

    Årsagen til de stigende indtægter er ifølge Jacob Pedersen primært højere priser på flybilletter.

    /ritzau/