DMI: Bornholm ventes at slippe billigere end frygtet fra kraftig regn

    Prognoserne for uvejret på Bornholm indikerer, at nedbørsmængderne ikke vil blive lige så voldsomme som først antaget.

    På Bornholm kan man nu forvente mellem 50 og 60 millimeter regn frem mod tirsdag.

    Det fortæller Lars Henriksen, vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

    – Jeg tror ikke, man skal lægge sig alt for fast på de tal nu her, for prognoserne svinger meget, og tingene kan sagtens ændre sig. Der er længe til, at det slutter. Det er først lige startet.

    DMI har varslet farligt vejr på Bornholm fra middagstid søndag. Ud over kraftig regn vil der også være lokale skybrud, lyder prognoserne.

    – Status er, at det regner godt på Bornholm. De har inden for relativ kort tid fået 17 til 18 millimeter regn. Det kommer til at fortsætte de næste mange timer med periodevis mere kraftig regn, siger Lars Henriksen.

    Han tilføjer, at varslet om farligt vejr ikke bliver nedgraderet.

    Ifølge Lars Henriksen skyldes uvejret, at der er store temperaturkontraster i Europa lige nu.

    Luften er relativ kølig i den vestlige og centrale del af kontinentet, mens den er varm og fugtig i Østeuropa.

    – På grænsen mellem de her to luftmasser, som man kalder det, dannes der fronter, som trækker nordpå i dele af Danmark og giver denne regn, som man nu ser, lyder det fra meteorologen.

    /ritzau/