Børnetelefonen får opkald fra børn der bekymrer sig om skolestart

    Børn og unge kan have svært ved at omstille sig til hverdagen efter sommerferien.

    Det mærker man hos Børnetelefonen, der i sommerferien får henvendelser fra børn og unge, der er bekymrede for skolestarten.

    – Langt de fleste børn er spændte på at vende tilbage eller starte i skole. Hos nogle af de børn, vi taler med fylder bekymringer dog rigtig meget, fortæller Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår til Ritzau.

    Bekymringerne består blandt andet i uvished om, om børnene kan finde sig til rette i klassefællesskabet efter flere ugers adskillelse, og om de stadig har de venner, som de havde inden sommerferien.

    – Vi modtager også opkald fra børn, der har oplevet negative ting i ferien og er rigtig bange for, hvordan det bliver taget imod, når de kommer tilbage i skole. Det kan for eksempel være, at der er blevet delt et billede af dem digitalt, som de er kede af, siger Ida Hilaro Jønsson.

    Børns Vilkår har ikke en samlet opgørelse over, hvor mange børn der henvender sig lige netop om skolestart.

    Tal fra interesseorganisationens database viser dog, at Børnetelefonen modtog 4151 opkald om trivsel i skolen i 2022. Det var lidt mere end tusind opkald flere om emnet end i 2021.

    /ritzau/