Hackere mistænkes for at stå bag sms’er om koranhævn i Norge

    En gruppe udenlandske hackere stod formentlig bag en sms, der natten til torsdag blev sendt til en række unge muslimer i Norge.

    Det vurderer Politiets Sikkerhetstjeneste (PST).

    I sms’en skal modtagerne være blevet opfordret til at tage hævn for de koranafbrændinger, der har fundet sted i Sverige og Danmark.

    – PST’s undersøgelser tyder på, at det er en udenlandsk hackergruppe, som står bag udsendelsen af tekstbeskederne. Det var formentlig ikke religiøst motiveret, siger Eirik Veum, der er seniorrådgiver i PST.

    PST er Norges pendant til Politiets Efterretningstjeneste (PET) i Danmark.

    Koranafbrændinger i Sverige og Danmark har skabt stor vrede i den muslimske verden og ført til store demonstrationer.

    Norge har ikke på samme måde været indblandet i konflikten.

    Alligevel holder PST løbende øje med trusselsniveauet I Norge. Lige nu anses det for at være på niveau 3, hvilket betyder en moderat trussel.

    – Indtil videre er vores vurdering, at sikkerhedssituationen og trusselsniveauet i Norge ikke er væsentligt ændret.

    – Men vi holder os opdateret på udviklingen både i Norge og i vores nærområder og nabolande, siger Eirik Veum fra PST.

    I Danmark oplyste PET mandag i et skriftligt svar til Ritzau, at efterretningstjenesten vurderer, at koranafbrændingerne har skærpet terrortruslen mod Danmark.

    – Regeringen tager den nuværende situation meget alvorligt, og den seneste tids koranafbrændinger har – som Politiets Efterretningstjeneste har sagt – betydning for det aktuelle trusselsbillede, sagde justitsminister Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse.

    Det danske politi har midlertidigt skærpet indsatsen ved de danske grænser på grund af udviklingen i trusselsbilledet.

    /ritzau/NTB